|
” Lad ham nu være”. Svigermors ord var
skarpe og formanende. Det var 12. juni, Hannes fødselsdag. Knud og Mie,
Hannes forældre var til aftenkaffe. Jeg havde siddet og trippet, den sidste
halve time, for med lidt held kunne jeg nå en lille times bukkejagt. Mie
syntes imidlertid jeg skulle lade bukken være, men det passede ikke helt ind
i mine planer, for jeg vidste han gik ovre i engen, efter sigende en rimelig
god buk. Kaffe var der ikke mere af, så jeg snuppede en kold øl i
skuret i stedet, og begav mig af sted. Jeg kunne nå ca. trekvarter, der var
ikke meget tid, men til gengæld var det en pragtfuld sommeraften, så en god
oplevelse var man garanteret. Vel fremme ved engen, kunne jeg se råen, hun var på plads. Hun havde heller ikke svigtet mange aftener, så alt var som det plejede. Jeg sneg mig på plads, fik knappet øllen op, nu manglede vi bare bukken. Jeg havde aldrig set ham, men Morten, en anden fra vores minikonsortium, havde kunnet studere ham et par gange, dog uden skudchance. Efter 20 min begyndte jeg så småt at indstille mig på, jeg nok havde været lige lovlig optimistisk. En buk tager man ikke bare lige ud og skyder, det er normalt mange timers ”hårdt arbejde”. Desuden var det også mere rimeligt, det blev Morten, han havde brugt mange flere timer, end undertegnede. Med et, bevægede et træ sig underligt. Op med kikkerten. Der var han. Ganske rigtigt en god seksender. Han stod med strakt hals og fejede løs på et stort træ, men ingen chance for skud, kun halsen var fri. Der var nu kun små ti minutter til solnedgang, men som på bestilling gik han 20 meter frem, og stillede sig med siden til, perfekt. Jeg nåede hverken at tænke det ene eller andet, men lagde riflen an til skud og slap kuglen. Afstanden var 70 meter, så jeg kunne tydeligt se hans reaktion, eller mangel på samme. Jeg syntes han krummede ryggen en smule. Han løb heller ikke så stærkt derfra, men jeg var meget i tvivl. Da jeg repeterede gik en patron i klemme, og jeg måtte kigge ned på riflen, for at afhjælpe fejlen. Da jeg så op igen, var han væk. Som sunket i jorden. Efter terrænets beskaffenhed, måtte han have smidt sig, så jeg kunne tage det roligt. Eller kunne jeg. Tusinde tanker fløj gennem hovedet på mig, men blev enig om, en smøg måtte være på sin plads. Jeg ringede til en kammerat. ”Jeg har skudt bukken” begyndte jeg; ”nu skal jeg bare lige finde ham”. ”Så venter jeg lige med at sige tillykke”, lød det fra stemmen i røret. Efter smøgen, bevægede jeg mig forsigtigt frem, med riflen klar til skud. Nærmende mig påskudsstedet, blev fokus rettet mod engens lyse græs. Der burde være blod, men jeg fandt intet. Skuffet måtte jeg opgive. Jeg tog mobilen og ringede til Hanne. ”Du må komme med Zeus”, men inden jeg fik afsluttet sætningen, aflyste jeg igen. Hvad kunne han gøre. Måske finde den i et frit søg, måske jage den ad h……. til. Nej, jeg ville have min buk. Slukøret begav jeg mig hjem. Sort var samvittigheden, men jeg syntes alt var gjort efter bogen. Dårligt kommet indenfor døren, stod jeg på hovedet i skrivebordsskuffen, for at finde schweissregistret. Det var første gang jeg skulle bruge en ”på hjemmebane”, men stod for det oppe i vores jagtkonsortium, i Nordjylland, når nogen var uheldig at anskyde. Nu skulle jeg så finde en lokal. Jeg fandt en i Rønde og ringede. Vi aftalte at mødes klokken halv fem næste morgen, for at se på sagen. Det blev en lang, lang nat, skulle jeg hilse at sige. Næste morgen var jeg vågen i god tid, havde sovet uroligt, men var meget frisk. Tankerne om det forestående, overskyggede trætheden. Som aftalt mødtes vi udenfor byen, og vi kørte efter hinanden, ud til engen. Vel ude i engen, hoppede en stor, velvoksen mand, ud af bilen. Han virkede meget venlig og erfaren, så det gav undertegnede lidt ro i sjælen. Han tog udstyr på og lukkede en dejlig hund ud af bilen. Den var virkelig tændt. Jeg smilede inde i mig selv, den var vist godt klar over hvad den skulle, en fornøjelse at se på. Vi gik de sidste 100 meter fra bilerne, hen til påskudsstedet, mens jeg ivrigt fortalte om min oplevelse. Inden jeg nåede enden af min beretning, så jeg hunden trak halvfems grader til venstre, med næsen dybt i jorden. Tres meter fremme knækkede den igen vinkelret, denne gang til højre, og der fyrre meter fremme lå han, seksenderen, ligeså død, som da kuglen ramte ham, han var bare lidt langsomt opfattende. Da jeg brækkede ham, manglede det nederste stykke af hjertet, det forklarer den ”lange” flugt. Jeg takkede mange gange, ordnede mit mellemværende med ham, og vi skiltes. Nu skulle jeg hjem og prale. Stolt var jeg ikke da jeg tog hjem, aftenen før, men alt dette var pludselig glemt. Jeg skulle også have ringet et par steder hen. Da var det jeg opdagede klokken. Den var ikke mere end knap fem, måske man skulle vente med at ringe. Denne oplevelse åbnede mine øjne for schweisshundearbejdet. Jeg har trænet jagthunde, siden jeg fik min første Labrador i 1987, men sportræning var mig ukendt. Læs eventuelt her. |
