Aya på sporet

Efter episoden i Viggos eng, sværmede tankerne omkring, hvordan man laver en schweisshund. Den efterfølgende uge blev internettet endevendt, mange forskellige opskrifter blev læst, men specielt én vakte ekstra interesse. Jeg fandt en bog, nyligt udgivet og skæbnen ville at, den schweisshundefører jeg havde ude ved min buk, var ophavsmand til værket.
 Jeg bestilte fluks bogen, men ventetiden til den kom, udnyttede jeg til at afprøve en metode, jeg havde fundet andetsteds på nettet. Det gik i al beskedenhed ud på at, give hunden et kødben, lade den have det i fem minutter, for derefter at tage det fra den og lave et kort spor med det. Jeg lavede et kort spor på 5-6 meter. Det var intet problem for Aya, hun tog straks legen op og udredte sporet. Dette gentog jeg dagligt en uges tid, men måtte alliere mig med naboen, da vores græsplæne i Stabrand, hurtigt blev for lille. Knud havde en dejlig stor græsplæne, så her fortsatte vi, udvidede samtidigt med knæk på sporene. Jeg havde en ide om at, Knud stod og rystede lidt på hovedet, inde bag gardinerne, iagttagende Aya`s og mine udfoldelser.
 Bogen, ”At arbejde med Schweisshunde”, kom efter et par dage. Så skulle der læses. Ind på sofaen, ned på ryggen og op på maven med Aya. Jeg overvejede kort, om jeg skulle læse højt, men Aya lignede en, der hurtigt fandt drømmeland. Bogen blev læst grundigt. Faktisk læste jeg den et par gange, for derefter at udvælge nogle kapitler, til ekstra nærlæsning. Jeg syntes det var en god bog, den ville jeg følge slavisk. Jeg fandt hurtigt ud af, man normalt ville starte træningen fra hvalp, ja faktisk starter dem der har muligheden, dem op 18 dage gammel. Aya var imidlertid et år, men det ville jeg ikke lade sætte stopper for projektet.
 Blod. Jeg skulle have noget blod. Altså til træning. Jeg prøvede først med okseblod, men da jeg læste det optimale var, at træne med færtsko og vildtblod, fik jeg med møje og besvær, fundet en leverandør af krondyrblod. Nu skulle Aya have et rigtigt spor. Jeg tog over på vores jagtstykke og udlagde et 50 meter spor, uden knæk og lod det ligge, et par timer. Intet problem, Aya løste det som om hun aldrig havde lavet andet. Nu gik det ellers slag i slag, vi endte inden jagtsæsonen på 3-400 meter lange, 5-6 timer gamle spor.
 Aya skulle jo være jagthund, så jeg fortsatte med træningen til markprøve, en god indgangsvinkel, til en god jagthund. Efteråret gik med jagt og markprøver, så jeg besluttede sporarbejdet først skulle tages op, efter jagtsæsonens afslutning. Som sagt, så gjort. Vi startede op igen i begyndelsen af februar, men til min forundring, havde hun nu svært ved, det jeg lavede til hende. Jeg gav pausen skylden, men kunne ikke forstå, hun var blevet sat så meget tilbage. Tilbage til bøgerne, hvad var der galt. Jeg læste mig frem til, den kolde, tørre luft, kunne være årsagen. Det burde jeg selvfølgelig have sagt mig selv, da problemet kan opleves på jagt, når hundene har svært ved at trække fært. Jeg valgte at udskyde træningen en lille måned, men heller ikke længere, for drømmen om at komme til schweissprøve, var begyndt at spire i mit hoved, og den første blev afholdt i starten af april.
 

Klar til prøve

Efter at have fået Aya pejlet ind på sporet igen, tilmeldte jeg hende til tre 3/400 m prøver. Det vil sige, et spor der 400 meter langt og mindst tre timer gammelt. Det burde være en overkommelig opgave for os, da vi den sidste måned havde trænet spor, der var 8-10 timer gamle. Dem havde hun løst med lethed, og var kun gået af et par gange.
 Den første prøve lå i starten af april, og blev afholdt i Frijsenborg skovene. Det var med store forventninger vi tog af sted. Vel ankommet til stedet, trak vi lod om sporene. Vi trak sidste spor, så vi måtte indstille os på lidt ventetid. Det viste sig at komme til at give ekstra nerver, for efterhånden som de første ekvipager begyndte at komme tilbage fra deres spor, kunne vi begynde at fornemme, at ikke alt var som det burde være. Snakken begyndte at gå om dårlige færtforhold. Der var simpelthen for tørt. Den første del af foråret havde da stort set heller ingen regn givet, så det var ganske rigtigt en tør skovbund vi stod i.
 Langt om længe blev det vores tur. Vi blev læsset i en bil og kørt ud i skoven. Dommeren viste os til rette ved sporets start, mens han fortalte en lille historie om hvad der var sket, under morgens ”jagt”. Jeg gav Aya halsbånd og rem på, og bad hende om at søge sporet. Hun huggede lige i sporet, og af sted over stok og sten det gik. Det var en tilfreds hundefører, der fulgte med i den anden ende af remmen. Som bekendt er der ikke langt fra succes, til fiasko. I det jeg vurderede var første knæk, knækkede ikke kun sporet, men også filmen. Vi stod ved en lille bæk. Aya vidste ikke rigtigt om hun ville over, eller om hun skulle gå langs den. Hun valgte til min glæde, at springe over bækken, et moment der ellers ikke var indgået i vores træning. En skam sporet ikke også gik den vej. Nå, op på hesten igen. En anden præmie, ville jeg på forhånd godt have solgt vores første sporprøve for. Det var første gang vi gik et spor jeg ikke kendte på forhånd, så en anden præmie ville være fint.
Sporet blev anvist igen, og af sted det gik igen. Nu med en knap så sikker en hundefører. Små hundrede meter senere, var det så galt igen. Denne gang gik hun af med et brag, undertegnede opdagede aldrig at noget var galt, før end dommeren kaldte os tilbage. Nu kneb det. Jeg vidste nu var der ikke flere chancer tilbage. Næste gang vi blev kaldt tilbage, ville det være slut. Aya trak igen ufortrødent der ud af. Efter afstanden vi havde tilbage lagt, måtte vi snart være fremme ved dyret. Med et trækker Aya skarpt til venstre. Der burde jeg have stoppet hende, men vælger at følge efter. For sidste gang kalder dommeren os tilbage og peger lige frem. Der, blot 30 meter fremme ligger dyret. Ærgerligt. En tredje præmie kunne vi ikke have brugt til noget, men et nul er altid træls at få. Jeg sætter Aya på sporet igen. Hun skal have lov til at komme frem til dyret. Hun finder det og ud fra hendes glæde, er det ikke til at se hun er ”dumpet”. I øvrigt noget jeg har lagt mærke til på vores eftersøgninger. Hun er ligeglad med, om vi har arbejdet 1000 meter med et svært spor, eller 100 meter med en nem bladkugle. Glæden ved at finde dyret er nøjagtig lige stor.

Det er en ommer

Det var en lang tur hjem fra Frijsenborg. Skuffelsen skulle da også lige have et par dage at lægge sig i, inden jeg fortsatte træningen mod den næste prøve. Den blev afholdt på Brahetrolleborg, tre uger senere.
 Da Aya`s træningsspor var gået godt op til prøven, valgte jeg at fortsætte hvor vi havde sluppet, inden prøven. Der var heller ingen slinger i valsen, så det var med at oprejst pande, vi tog af sted, søndag den 27-4-2003.
 På stedet var en enorm aktivitet da vi ankom. At det var en stor prøve, kunne man hurtigt fornemme. Der var fem dommerhold, med 5-6 ekvipager per hold. Vi fandt indskrivningen, og fandt ud af vi skulle starte på hold 2, med spor nummer 3. Ventetiden ville altså ikke blive så lang denne gang.
 Halvanden time senere stod vi ved starten af sporet. Efter den, formoder jeg, obligatoriske indlednings historie om morgenens mislykkede jagt, fik Aya anvist starten på sporet. Hun stak straks næsen dybt i det og jeg fulgte blot med. Over stok og sten det gik. Ingen slinger i valsen. Halvvejs på sporet skal vi krydse en foderplads. Selvtilliden hos undertegnede, kunne med èt ligge på æggen af en nysleben jagtkniv. Hvis der var noget man skulle passe på, så stod vi nu i det. Aya trak, uden at løfte hovedet tværs over, og ud af foderpladsen. Det var for nemt syntes hendes fører, så han gjorde dommeren opmærksom på sine bekymringer, og trak hende tilbage til starten af foderpladsen. Aya var imidlertid iskold. Hun ville den vej igen, så jeg fulgte med som det tynde øl. Hun var meget målrettet, og med god grund. Få minutter senere stod vi ved dyret. Sådan. Dommeren takkede, specielt Aya. Hendes føres ”stunt” ved foderpladsen, gav nogle drag over nakken, men det skulle Aya ikke klandres for, og 1.præmien kunne der ikke rokkes ved.
 Uanset dommerens røffel, så var det en meget glad hundefører der vendte tilbage til mødepladsen. Tilbage til diplom, hundefoder og fotografering. Turen hjem fra Fyn var, sjovt nok, noget kortere end den fra Frijsenborg.

                                      For øvelsen skyld

Jeg havde, som tidligere nævnt, tilmeldt os tre forskellige 3/400 meters prøver. Den sidste var gennem Ruhårsklubben, som afholdt prøve på det militære område, ved Tirstrup lufthavn, 28-5-2003. Nogle vil sikkert tænke, hvorfor jeg havde tilmeldt os så mange prøver, men her skal man huske på, at undertegnede var fuldstændig blank inden for dette område.
 Modsat de to første prøver vi havde været til, havde jeg absolut ingen nerver denne gang, for vi havde jo vores på det tørre, efter 1. præmien på Fyn. Imidlertid ville vi gerne vise, som eneste Labrador ekvipage til prøven, at vi kunne klare os.
 Aya gik virkelig som en drøm på dette spor. Huggede i sporet med det samme, og gik uden slinger i valsen. Cirka 300 meter ude af sporet trækker hun pludselig ud til højre og alle alarmklokker ringer hos hendes fører. Jeg er næsten 100 % sikker på hun er gået af, men lader hende gå videre, mens jeg holder øje med afstanden til det, jeg er sikker er det rigtige spor. Hun går heller ikke længere end cirka 15-18 meter ind imellem nogle tætte smågraner, hvor efter hun retter sig selv og svinger til venstre, og i en bue tager det rigtige spor op igen. Små 100 meter længere fremme ligger dyret og tilfreds roser jeg hende. Dommeren giver en rigtig god kritik og fortæller, at da de lagde sporet, stødte de en buk der gik nøjagtig den vej som Aya gik, da hun forlod det rigtige spor. Dette regnes for et plus. Hunden må gerne gå af, blot den retter sig selv. Føreren må også gerne rette hunden i dette tilfælde, hvis han føler sig meget sikker på at den er gået af, men dette regnes så til gengæld for et minus. Gentages det flere gange kan dommeren trække en præmiegrad.
 Vel tilfreds efter prøven, kunne vi nu kigge fremad. Jeg var blevet noget grebet af at træne spor, og følte at den naturligste ting, var at fortsætte træningen, men nu målrettet mod en 20 timers prøve. Jeg havde desuden tilmeldt os kurset ”Eftersøgning af klovbærende vildt”, som Jægerforbundet afholder hvert år på Kalø. En ting havde jeg nemlig læst mig til, nemlig at en ting er at træne spor, en anden er at overføre det til eftersøgninger på praktisk jagt.